Indlæg fra præsten

03-10-2015

Nu falmer skoven.

Det er blevet efterår med mange farver i naturen. Det kan undre, at man bruger ordet ’falme’ om det, for det ord betyder vel oftest, at noget mister sin farve.

  Men når skoven falmer og bladene dør, så udfolder det sig i en masse farver. De bliver ikke nævnt i den kendte efterårssalme ’Nu falmer skoven’, men det er underforstået i salmen, som hylder ikke bare det årlige efterår, men også livets efterår.

Nu falmer skoven trindt om land,

og fuglestemmen daler;

alt flygted storken over strand,

ham følger viltre svaler.

 

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

 

Men i vor lade, på vor lo,

der har vi nu Guds gaver,

der virksomhed og velstand gro

i tøndemål af traver.

 

Og han, som vokse lod på jord

de gyldne aks og vipper,

han bliver hos os med sit ord,

det ord, som aldrig glipper.

 

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

 

Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne,

og efter vinter kommer vår

med sommer, korn og kerne.

 

Og når engang på Herrens bud

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder.

 

Da høste vi, som fugle nu,

der ikke så og pløje;

da komme aldrig mer i hu

vi jordens strid og møje.

 

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

 

Hans Ånd, som alting kan og ved,

i disse korte dage

med tro og håb og kærlighed

til Himlen os ledsage!     

      N.F.S. Grundtvig 1844.

  For salmen handler også om menneskelivet, om livets afslutning og den fremtid, som kristentroen giver os efter livet.

  Selv om også mennesket falmer, og håret bliver gråt, så stråler mennesket også farverigt i sin alder­dom.

  Som præst møder jeg mange ældre, som er farverige personligheder og som har haft et rigt liv. Nogle gange kan det ærgre en, at man ikke har mødt dem før, og en del af dem hører jeg først om, når jeg får deres liv fortalt af pårørende ved deres begravelse.

  Hver enkelts liv er noget helt særegent og værdifuldt, selv når det har været et problematisk liv. I Guds øjne er vi regnet ligeværdige uanset hvordan vort liv har formet sig.

  Derfor rummer salmen også et håb om evigt liv hos Gud, for den som stoler på ham.

 

Hverdagsord 30.9.15 Sognepræst Jørn A Pedersen

14-08-2015

Præstepraktikant i Bjerring-Mammen og Vindum/Brandstrup sogne

Jesper Erbs Mikaelsen skal i de næste fire måneder være praktikant hos Lars Morthorst Christiansen og Jørn A. Peder­sen. Det er som en del af den teologiske uddannel­se, som han nu har været i gang med  i fem år.

  Jesper er 26 år gammel og har været engageret ved et par kirker i Aarhus og nogle gange prædiket ved gudstjenester.

  Han kan godt lide sport og har i sommer jublet over FC Midtjyllands første danskemesterskab og glædet sig over at Viborg og AGF igen er med i Superligaen.

  ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” Fil 4,4 er et godt vers til at udtrykke, hvad jeg gerne vil. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe glæde over Jesus. Vi har så meget at være taknemmelige og glade for. Gud har givet os en dejlig jord at leve på. Han har givet os en Frelser. Han vil give os en endnu bedre ny jord at leve på! Jeg glæder mig til at dele Bibelens gode budskab med jer!

Og til at også være en del af Bjerring og Mammen sogne!” siger Jesper.

  Han vil medvirke og nogle gange prædike ved gudstjenester. I gudstjenestelisten står der JM først, når han prædiker og sidst, når han blot medvirker ved gudstjenesten.

  Jesper skal deltage i mini- og konfirmandundervisningen.

  Han vil stå for det meste ved bibelmaraton og være med ved dåbs-, vielses- og begravelsessamtaler, hvor der muligt, og hvis der gives lov af de pårørende. 

14-08-2015

Ensomhed

Der blev den 1. juni afholdt et møde i Viborg om ensomhed, som afdeling for Sundhed og Omsorg i Viborg kom­mu­ne havde arrangeret for at høre, hvad foreninger og institutioner kunne hjælpe til med for at reducere antalet af ensomme ældre.

  Elene Fleicher, der konsu­lent inden for emnerne ensomhed og selvmord, holdt et oplæg.

  Hun understregede, at der tilbydes mange akti­viteter, som er en stor hjælp for de socialt ensom­me, der mang­ler nogen er at være sammen med. Men  disse aktiviteter hjælper ofte ikke mennesker, som er i sorg eller i krise af en eller anden art (tankemæssig eller føleses­mæssig ensom­hed).

  Disse udgør mere end halvdelen af de ensomme, som ofte kan føle sig endda mere ensom, når de er sam­men med andre, fordi der ikke lyttes til dem, de bliver ikke forstået af andre, som måske synes at nu må de da være kommet videre i livet.

  De har langt mere brug for, at nogen kommer til dem for at lytte til dem og ser dem, som de er.

  Ikke for at trøste og vise medlidenhed, men føle med dem og forstå, at der er forhold, man aldrig kommer over, men må leve med.

  Det kan være efterladte kvinder, som nu ikke læn­gere skal møde andre som et ’vi’, men som et ’jeg’.  

  Det kan være mænd, som ikke længere kan få de­res behov for nærhed dækket, fordi de har mistet deres kone, og som hvis de forsøger med kram og omfavnelser af andre, let bliver mis­for­stået.

  Det kan være psykisk syge, som møder opfattelsen af de bare skal tage sig sammen.

  Det kan være nogle, som har oplevet selvmord i familien, og andre ved ikke, hvad de skal sige til dem og undgår dem derfor.

  Eller det kan være arbejdsløse eller syge, som op­lever, at de blive sat uden for arbejdsmarkedet og måske ikke har kræfter til at omgås andre som før.

  Som præst møder man en del i den slags ensom­hed efter dødsfald og sygdom. Men især ved syg­dom er dog ikke længere så selvfølgeligt.

  Før i tiden kun­ne præsten få oplyst, hvem der var indlagt og besøge dem på sygehuset, men det må man ikke længere. Derfor kan man sagtens havde ligget syg uden at den lokale præst ved noget om det.

  Det vil være fint, hvis man selv kontaktede præ­sten, hvis man gerne vil have en snak – det koster ikke noget. Er hvis man ved om andre der er syge, og som man formoder godt vil have besøg af en præst, at man så lige nævner det overfor præsten.

  Men andre må også gerne havde øjne og ører åbne for ensommes behov. De fleste kan afgive tid og øre til at lytte til en, som har behov for at få fortalt om det er svært endnu engang. Ofte behøver man ikke at skulle tænke på, hvad man skal sige, for det dre­jer sig mest om at være der og at lytte.

  Men bør man undlade at trøste og komme med gode råd, og heller ikke begynde at fortælle om op­levelse fra sit eget liv, som man synes ligner den ensommes. Det har de sjældent glæde af og kan ofte skade mere end det gavner. Men nogle gange kan det være godt at kunne henvise til Guds løfter om nærvær til den, som er døbt eller måske læse et bibelord eller et salmevers.

Sognepræst Jørn A Pedersen

09-05-2015

Pinsen er en lidt klemt og glemt kirkelig højtid.

  Dels fordi den jo ’kun’ varer en dag ud over søndagen, hvor jul og påske varer flere dage, og de har også en lang forberedel­ses­tid op til højtiden, hvilket pin­sen ikke har.

  Jul og påske har tillige nogle søn­dage efter høj­tiden, som føl­ger op på dem – i julen er det helligtre­konger og i påsken er det 1.-6. søndag efter påske.

  Men det skyldes til dels også, at pinsens budskab ikke op­fattes helt så tydeligt og kon­kret, som de to andre højtider, hvor julen handler om Jesu fød­sel og påske om hans død og op­standelse.

     Pinsen er budskabet om Hel­ligåndens komme til jord, så Guds Ånd bliver en levende og ud­bredt kraft i de troendes liv. Det viser sig den første pinse ved at der sætter sig ildtunger på hver enkel discipel, og det lyder som blæser der et vind­pust gennem lokalet.   

  Helligånden giver disciplene frimodighed og kraft til åbent at gå ud blandt folk, for at fortælle om alt det de havde oplevet sammen med Jesus. Om Jesu liv, død og opstandelse og i det hele taget om hvad Gud har udvirket i deres liv.

  Apostlen Peter holder en stor tale for folket midt i Jerusalem og minder dem om, at det var sket alt sammen for deres skyld, og nu skulle de omvende sig til tro på Gud og på Jesus ved at lade sig døbe.

  Hele 3000 mennesker fulgte denne opfordring allerede samme dage og lod sig døbe i den kristne tro. Dermed var den første me­nig­hed blevet dannet, og derfor kaldes pinsen også kirkens fødselsdag. Ofte går man ud fra at den første pinse foregik i år 30 e. Kr., så i år kan vi derfor fejre kirkens 1985 års fødsels­dag.

 fra Bjerring og Mammens kvartalsbrev sommer 2015

Sognepræst Jørn A Pedersen

14-04-2015

Et af de mest opløftende og trosstyrkende artikler, som jeg har læst i denne påske, handler om en dreng, som sidste år døde bare 11 år gammel. Det er en artikel skrevet af Lærke Cramon den 21. marts i Information, som et led i en serie, hvor avisen hver måned har en omtale af en afdød, som har værey bemærkelses­værdig.

Men det kan jo lyde underligt, at en så tragisk historie kan være livskræftende.

Men det skyldes, at drengen både har gjort sig store tanker om livet, og var en humørbombe, der levede i håb lige til det sidste.

Det er tale om Simon Søe Esmarch, præstesøn fra Holstebro, som fik en kræftknude i hjerne to år før han døde den 7. november 2014.

Som det fremgår af artiklen, mente hans lillebror, at Simon havde familiens bedste humor. Det ene øjeblik legede han med Lego eller opfandt sin eget sprog. Det næste, talte han om himlen og det evige liv.

Selv da kræften havde spredte sig til rygsøjlen og gjorde det svært for ham at løbe rundt, kunne han finde på at sige: »Nå mor, nu er det vist tid til, at jeg skal dyrke min sport«, nemlig ’Ritter-sport’ – og choko­la­den var væsentlig billigere end hans fars fitness-abonnement, mente han.

Da han fik kørestol blev det populært at være den klas­se­kam­merat, som fik lov til at blive indenfor i fri­kvarte­rerne med ham og begej­stret rulle ham rundt i den. Selv om han ikke havde meget energi tilbage, når han kom hjem fra skole, lavede han altid sine lektier. Det skulle man, »hvis man ville blive til noget,« sagde han. 

Han vidste selv, at hans sygdom var alvorlig, men han håbede på, at han skulle nok komme sig og troede ikke, han skulle dø. Han var med til at arran­gerede fester, hvor familiens ældste, flotteste og grimmeste puder blev kåret eller, hvor alle fik nye nav­ne. Efter sin fød­selsdag sendte han en sms til faster Lene, hvori han skrev: »Hej Arne, tak for gaven. Kh Ib.« Det var også sine fastre, han kunne tale flydende ’b-sprog’ med, hvor først bogstav i hvert ord var udskiftet med et b. 

Simon elskede fester og gik op i altid at have en gave med til dem, han skulle besøge.

Da fade­ren, Jakob, i efteråret måtte fortælle sin søn, at lægerne ikke kunne gøre ham rask, svarede Simon, at det var svært at høre, men at faderen havde sagt det på en god måde. På det tidspunkt var han lam fra navlen og ned, men elskede  at få masseret ben og spise melon skåret ud i tern.

Den 7. november døde Simon tidligt på natten inde i stuen. Han havde haft kramper og kunne ikke længere tale. Hele familien var omkring ham. »Er du bange for at dø?« spurgte hans far, og Simon rystede på hovedet.

Simon  var syg en stor del af sit alt for korte liv, men han havde et godt liv. Helt til det sidste støtte­de Simon og hans forældre sig til ordene: »Det bedste man kan sige til en døende er: Du lever.«

Det er det håb, som påskens budskab rækker til os, selv midt i noget, som ser håbløst ud.

Hverdagsord i Gudenådalens Avis 14.4.2015 ved sognepræst Jørn A Pedersen