24-02-2015

Eftertanke om fasten

Eftertanke fra Kirke&kultur forår 2015

 

I gamle dage fastede man i fastetiden, som var de ca. 40 dage fra Fastelavn til Påske. Man indledte fastetiden med en stor fest, med Karneval, som betyder ’farvel til kødet’. Og man fastede ved at undlade at spise kød. Ikke for at tabe sig, som faste jo ofte bruges til i dag. For det vigtigste i dag er gerne en sund krop, som helst også skal se godt ud. Og det er der i sig selv ikke no­get galt i, hvis det da ikke bliver det egentlige livs­indhold i ens liv.

   Før i tiden talte man om en sund sjæl i et sundt legeme. Det forekommer at være en rigtig god balance, for så er man opta­get af det hele menneske og ikke bare legemet. Der gælder også for fastetiden. For også her drejer det sig om at have sjælen med.

  Fastetiden er en forberedelse til påske, hvor de vigtigste be­given­heder i vores kristne tro skete. Det var her Gud tog liv­tag med alt det som øde­læg­ger vore liv og i sidste ende slår os ihjel. Gud tog kampen op mod syn­den, døden og Djævelen. Det er tre ting som hører sammen. Synd er ikke at spise forkert mad, men derimod at tænke, tale og handle sådan, at det ødelægge livet for os selv og andre. Og synden er det som slår os ihjel, fordi det skiller os fra Livets Gud. Og det er målet for alt det Djæ­velen kan finde på. Grundtvig skriver om det i sin salme: ’Gud vi er i gode hænder’, at når vi er i Guds hænder, så må det onde vige for Hans sandhed, nåde og fred.

Gud, vi er i dine hænder,

kærlighedens hænder to;

sandhed du og nåde sender

til med fred hos os at bo.

Vige må for dem tilbage

synd og død og Helveds plage.

                      DDS 675 v. 4

Gud sendte sin søn Jesus Kristus til os for at tage vores synd på os, så den ikke længere skiller os fra Gud. Jesu besejrede døden ved selv at opstå fra de døde, og ved at give os del i den sejr, og når vi lever i tillid til det, så vil Djæv­elen ikke kunne få sin vilje igennem.

  Ganske vist skal vi alle dø, men vi får også lov til at stole på Guds løfte om, at vi skal leve videre hos Gud i kraft af det, som Jesus gjorde for os ved at lide, dø og opstå igen.Det er det vi skal forberede os på her i fastetiden og fejre til Påske.

 

    Sognepræst Jørn A Pedersen, Bjerring.