14-04-2015

Påsken giver håb for liv og død

Et af de mest opløftende og trosstyrkende artikler, som jeg har læst i denne påske, handler om en dreng, som sidste år døde bare 11 år gammel. Det er en artikel skrevet af Lærke Cramon den 21. marts i Information, som et led i en serie, hvor avisen hver måned har en omtale af en afdød, som har værey bemærkelses­værdig.

Men det kan jo lyde underligt, at en så tragisk historie kan være livskræftende.

Men det skyldes, at drengen både har gjort sig store tanker om livet, og var en humørbombe, der levede i håb lige til det sidste.

Det er tale om Simon Søe Esmarch, præstesøn fra Holstebro, som fik en kræftknude i hjerne to år før han døde den 7. november 2014.

Som det fremgår af artiklen, mente hans lillebror, at Simon havde familiens bedste humor. Det ene øjeblik legede han med Lego eller opfandt sin eget sprog. Det næste, talte han om himlen og det evige liv.

Selv da kræften havde spredte sig til rygsøjlen og gjorde det svært for ham at løbe rundt, kunne han finde på at sige: »Nå mor, nu er det vist tid til, at jeg skal dyrke min sport«, nemlig ’Ritter-sport’ – og choko­la­den var væsentlig billigere end hans fars fitness-abonnement, mente han.

Da han fik kørestol blev det populært at være den klas­se­kam­merat, som fik lov til at blive indenfor i fri­kvarte­rerne med ham og begej­stret rulle ham rundt i den. Selv om han ikke havde meget energi tilbage, når han kom hjem fra skole, lavede han altid sine lektier. Det skulle man, »hvis man ville blive til noget,« sagde han. 

Han vidste selv, at hans sygdom var alvorlig, men han håbede på, at han skulle nok komme sig og troede ikke, han skulle dø. Han var med til at arran­gerede fester, hvor familiens ældste, flotteste og grimmeste puder blev kåret eller, hvor alle fik nye nav­ne. Efter sin fød­selsdag sendte han en sms til faster Lene, hvori han skrev: »Hej Arne, tak for gaven. Kh Ib.« Det var også sine fastre, han kunne tale flydende ’b-sprog’ med, hvor først bogstav i hvert ord var udskiftet med et b. 

Simon elskede fester og gik op i altid at have en gave med til dem, han skulle besøge.

Da fade­ren, Jakob, i efteråret måtte fortælle sin søn, at lægerne ikke kunne gøre ham rask, svarede Simon, at det var svært at høre, men at faderen havde sagt det på en god måde. På det tidspunkt var han lam fra navlen og ned, men elskede  at få masseret ben og spise melon skåret ud i tern.

Den 7. november døde Simon tidligt på natten inde i stuen. Han havde haft kramper og kunne ikke længere tale. Hele familien var omkring ham. »Er du bange for at dø?« spurgte hans far, og Simon rystede på hovedet.

Simon  var syg en stor del af sit alt for korte liv, men han havde et godt liv. Helt til det sidste støtte­de Simon og hans forældre sig til ordene: »Det bedste man kan sige til en døende er: Du lever.«

Det er det håb, som påskens budskab rækker til os, selv midt i noget, som ser håbløst ud.

Hverdagsord i Gudenådalens Avis 14.4.2015 ved sognepræst Jørn A Pedersen