14-08-2015

Ensomhed

Ensomhed

Der blev den 1. juni afholdt et møde i Viborg om ensomhed, som afdeling for Sundhed og Omsorg i Viborg kom­mu­ne havde arrangeret for at høre, hvad foreninger og institutioner kunne hjælpe til med for at reducere antalet af ensomme ældre.

  Elene Fleicher, der konsu­lent inden for emnerne ensomhed og selvmord, holdt et oplæg.

  Hun understregede, at der tilbydes mange akti­viteter, som er en stor hjælp for de socialt ensom­me, der mang­ler nogen er at være sammen med. Men  disse aktiviteter hjælper ofte ikke mennesker, som er i sorg eller i krise af en eller anden art (tankemæssig eller føleses­mæssig ensom­hed).

  Disse udgør mere end halvdelen af de ensomme, som ofte kan føle sig endda mere ensom, når de er sam­men med andre, fordi der ikke lyttes til dem, de bliver ikke forstået af andre, som måske synes at nu må de da være kommet videre i livet.

  De har langt mere brug for, at nogen kommer til dem for at lytte til dem og ser dem, som de er.

  Ikke for at trøste og vise medlidenhed, men føle med dem og forstå, at der er forhold, man aldrig kommer over, men må leve med.

  Det kan være efterladte kvinder, som nu ikke læn­gere skal møde andre som et ’vi’, men som et ’jeg’.  

  Det kan være mænd, som ikke længere kan få de­res behov for nærhed dækket, fordi de har mistet deres kone, og som hvis de forsøger med kram og omfavnelser af andre, let bliver mis­for­stået.

  Det kan være psykisk syge, som møder opfattelsen af de bare skal tage sig sammen.

  Det kan være nogle, som har oplevet selvmord i familien, og andre ved ikke, hvad de skal sige til dem og undgår dem derfor.

  Eller det kan være arbejdsløse eller syge, som op­lever, at de blive sat uden for arbejdsmarkedet og måske ikke har kræfter til at omgås andre som før.

  Som præst møder man en del i den slags ensom­hed efter dødsfald og sygdom. Men især ved syg­dom er dog ikke længere så selvfølgeligt.

  Før i tiden kun­ne præsten få oplyst, hvem der var indlagt og besøge dem på sygehuset, men det må man ikke længere. Derfor kan man sagtens havde ligget syg uden at den lokale præst ved noget om det.

  Det vil være fint, hvis man selv kontaktede præ­sten, hvis man gerne vil have en snak – det koster ikke noget. Er hvis man ved om andre der er syge, og som man formoder godt vil have besøg af en præst, at man så lige nævner det overfor præsten.

  Men andre må også gerne havde øjne og ører åbne for ensommes behov. De fleste kan afgive tid og øre til at lytte til en, som har behov for at få fortalt om det er svært endnu engang. Ofte behøver man ikke at skulle tænke på, hvad man skal sige, for det dre­jer sig mest om at være der og at lytte.

  Men bør man undlade at trøste og komme med gode råd, og heller ikke begynde at fortælle om op­levelse fra sit eget liv, som man synes ligner den ensommes. Det har de sjældent glæde af og kan ofte skade mere end det gavner. Men nogle gange kan det være godt at kunne henvise til Guds løfter om nærvær til den, som er døbt eller måske læse et bibelord eller et salmevers.

Sognepræst Jørn A Pedersen