Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Bjerring præstegård 100 år i 2020

Omkring 1920 huserede den verdensomspændende epidemi ’den spanske syge’, som kostede ca. 50 millioner mennesker livet verden over, og mere end 15.000 døde her i Danmark pga. af den. Men den forhindrede ikke et ret omfattende kirkeligt byggeri her omkring Bjerringbro i disse år, selv om Bjerringbro kirkes bygmester, Søren Mikkelsen, faktisk døde 33 år gammel af ’den spanske syge’, inden kirken blev indviet 1. september 1919.

  I 1920 blev præstegården i Bjerring bygget, og det var præsten, som netop var kommet til Bjerring-Mammen, Jakob Søndergaard Jensen, som de første 4 år også var præst i Bjerringbro. På den tid betød det at være præst ved tre kirker, at der skulle holdes 3 gudstjenester stort set hver søn- og helligdag, for det var før man havde friweekender og prædikefri søndag og vel kun et par ugers ferie om året. Her i området har det været for næsten fyldte kirker, som mon ikke han ofte kunne tale til 300-400 kirkegængere ved de 3 gudstjenester. Først i 1923 blev Bjerringbro udskilt fra Hjermind, Gullev og Bjerring sogne, som et selvstændigt sogn, der blev bygget en præstebolig ved kirken i Bjerringbro, og sognet fik sin egen præst.

  Den forrige præstegård i Bjerring var blevet bygget i 1701 og stod frem til 1930, og det er de to årstal der står på stenen foran den nye præstegård. Men de sidste ti år blev den udelukkende brugt som forpagterbolig indtil den blev revet ned, og en ny for­pag­terbolig blev bygget samme sted.

  Den nye præstegård blev bygget i 1920 i haven sydvest for den gamle præste- og forpagtergård hen mod Bjerring kirken. Den blev bygget som en præstebolig med et selvstændig hus til konfirmandundervisning ved siden af. Det var vist meget fremsynet på dette tidspunkt. Dengang rummede konfirmandhuset også garage og hønsehus, men siden er konfirmandlokalet blevet udvidet, og der er indrettet køkken og handicaptoilet, hønsehuset er droppet og garagen lavet et andet sted.

  Præsteboligen rummer 3 stuer ved siden af hinanden og før konfirmandlokalets udvidelse har de sikkert været brugt flittigt til foredrag og møder mm. Desuden er der 2 værelser, køkken og kontor i stueplan. Ovenpå er der 3 værelser, hvor der til de to af de store værelser er brugt et par af de gamle døre fra den gamle præstegård fra 1701. Der er meget lille dør fra området mellem de to værelser ind til det område, som oprindelig var for tjenestefolkene, som havde 2 kamre (der nu er slået sammen til et værelse) og et badeværelse og egen trappe ned til køkkenet.

  100-året er blevet markeret i forbindelse med 2 høstgudstjenester i Bjerring den 20. september. Ved at holde 2 gudstjenester kunne vi, på trods af den nuværende verdensomspændende epidemi – Coronaen ’Covid19’, have 55 kirkegængere med til at holde åbent hus i Bjerring præstegård.

Del dette: